 |
FAML
– før og nu, og altid
Fodboldklubben FAML – Fodboldaktionskomitéen - Marxister-Leninister –
eller på DBU sprog: FA 74 Århus – fejrer i 2014 sit 40 års jubilæum.
En mærkedag i det østjyske fodboldliv.
Klubben blev etableret af studentikose røde husarer som et kropsligt
supplement til studierne og den minutiøse og omfattende kapitallæsning,
der i 70’erne fyldte meget i de akademiske studier - ikke mindst på de
samfundsvidenskabelige og humanistiske. I klubbens første ca. 20 år
rekrutterede klubben flittigt fra byens universitet. Der er stadig en
overvægt herfra, men symptomatisk for klubbens udvikling rekrutteres
der i dag bredere og mere diffust.
Der var i starten tale om en helt uformel og fri leg blandt disse
venstresnoede ideologer. Men allerede forud for klubbens formelle
etablering som klub skete en umærkelig borgerlig infiltration af
tankesættet: Der gik konkurrence i den. For at udleve det hidtil
undertrykte behov for konkurrence måtte man tilmelde sig en ”rigtig”
fodboldturnering.
Dengang, som nu, sker dette i regi af DBU (dengang JBU). Der måtte
etableres en egentlig klub med tilhørende vedtægter for at få adgang
til det forjættede land. Klubbens navn blev efter talrige langhårede
diskussioner FAML. Vedtægterne argumenterede i særlig grad for
nødvendigheden af en fysisk oprustning til den voldelige revolution.
FAML’erne så sig her som naturlige frontløbere i en naturlig alliance
med den arbejdende klasse, de udbyttede masser, etc., der dog alle
havde det tilfælles at de i højere grad var optaget af andre, helt
praktiske forhold i livet.
JBU måtte imidlertid afvise de fremsendte vedtægter (læs: det
politiske manifest), da det ikke var foreneligt med JBU’s allerede
dengang reaktionære statutter, at blande ”politik med bold”.
”JBU savner humor” var reaktionen blandt de spirende FAML’ere. I øvrigt
en historiske interessant bemærkning, idet den kan ligge til grund for
en hypotese om, at FAML’erne selv opfattede det som ”mest for sjovt”
med denne revolutionære klub. De lærde strides fortsat om dette emne,
der rimeligvis den dag i dag burde kunne være genstand for
videnskabelig afhandling - i det mindste et speciale på historie,
subsidiært på statskundskab.
Nuvel, en revisionistisk celle i kredsen satte sig igennem og søgte om
optagelse i DBU med adgang til konkurrencemiljøet i serie 6 under det
mindre revolutionært klingende navn FA 74, som således blev og fortsat
er klubbens dæknavn. Samtidig måtte vedtægterne justeres til mere
almindelige fodboldklubagtige, således at de og klubben kunne godkendes
af JBU. Disse vedtægter er i øvrigt stadigt gældende med enkelte
formelle – og i enhver forstand ligegyldige – ændringer, krævet af
blandt andre den socialdemokratisk infiltrerede kommunale forvaltning.
Dette knæfald repræsenterer et – foreløbigt – ideologisk lavpunkt, en
skamplet i klubbens ellers glorværdige historie, som hverken den ene
eller den anden finanskrise, boligboble eller lignende udefrakommende
anstød har kunnet ændre.
Det midlertidige revisionistiske knæfald medførte dog – vurderet
retrospektivt – én god ting: Klubben fik adgang til konkurrencesport,
ligesom PET’s og FE’s opmærksomhed mod klubben, dens aktiviteter og
medlemmer måtte formodes at aftage med denne strategisk betingede
overgivelse.
Hvorom alting er: Klubben var etableret og der kunne spilles fodbold
i rigtige kampe, i en rigtig turnering, i konkurrence. Det skal dog
bemærkes at man - for ligesom at bløde lidt op – tilstræbte kun at få
”ligeså mange point, som man spillede kampe”. Dette var i tiden med ”2
point for en sejr”, så der var tale om reel solidaritet, idet man
stræbte efter at ”skiftes til at vinde”. Endvidere opererede man med et
rotationsprincip, så alle kom til at spille lige meget, ligesom man
skiftedes til at være ”første vælger” til hvilken plads, man ønskede at
spille.
Udover det egentlige fodboldhold blev der op gennem 70’erne og i de
tidlige 80’ere solidarisk eksperimenteret med adskillige
underafdelinger, som for eksempel: FAML-YNGL – for de unge og uprøvede
fodboldspillere, FAML-GAML – for de over 30, som man jo bekendt ”aldrig
skulle stole på”. Der blev gået til ekstremer i form af en
kvindeafdeling, der vistnok primært spillede volleyball. FAML deltog i
70’erne og 80’erne naturligvis i den såkaldte RØD TURNERING, hvor
søsterklubber fra universitetsbyerne i en årlig traditionsrig
sommer-camp med bold, politiske fraktionsdannelser og øl. Campen blev
afviklet på skift i universitetsbyerne.
I dag er FAML’s underafdelinger og RØD TURNERING ikke mere.
Klubben har på trods af trange perioder og borgerliggørelse af såvel
den arbejdende som den studerende klasse overvundet udfordringerne. Men
det har været tæt på at gå galt flere par gange. På grund af vigende
medlemstal, dårlige resultater, en elendig træningsindsats, en slasket
omgang med kontingentindbetalingerne og i det hele taget en uengageret
holdning hos medlemmerne været tæt på at gå ned og lukke helt. Endda
helt uden hjælp fra politiske modstandere – så vidt vides!
Klubben har, som nævnt, altid rekrutteret sine medlemmer i byens
mangeartede studiemiljøer. Det har derfor ofte været vanskeligt over en
længere årrække at holde kontinuitet i klubben, det sociale liv og de
sportslige præstationer. Det har igennem alle årene været
karakteristisk, at straks de unge mennesker havde erhvervet deres
sjældent synderligt erhvervsrettede kandidatgrad, måtte de rykke
udenbys, oftest til København, alternativt langt ud på landet for at
opnå den første ansættelse og tjene til livets ophold. Dette har stort
set hvert år betydet et væsentligt dræn i medlemsskaren og
talentmassen, netop som den rette oplæring i omgangen med bolden
nærmede sig et vist niveau.
I gennem de seneste små årtier er klubben dog båret af en solid kerne
af velbjergede og grånende funktionærer, der er groet fast og på mange
måder gået i stå i og omkring Aarhus med fast job, fast stigende
kropsvægt og relativt faste koner. Det er således karakteristisk, at en
stor del klubbens nuværende og tidligere medlemmer i dag sidder solidt
på flæsket og har indtaget centrale poster i samfundslivet. De røde
lejesvende er faldet til patten og har slået sig til tåls med det
borgerlige samfunds privilegier og magelighed. Dette er på den anden
side den egentlige årsag til, at klubben har overlevet og eksisterer
den dag i dag. Det følger med en naturlovs nødvendighed af den i øvrigt
meget positive kontinuitet, at gennemsnitsalderen i gennem de seneste
mange, mange år er steget – signifikant. Et forhold der dog ingenlunde
kan spores i selve spillets udvikling, og da slet ikke i negativ
retning! Det er (ikke uden en vis stolthed) blevet noteret, at FAML den
ene sæson efter den anden forbedrer de spillemæssige kvaliteter, det
rappe pasningsspil og den kammeratlige spilforståelse. Det er i den
sammenhæng også nødvendigt at notere, at det til stadighed – år efter
år – er lykkedes at tiltrække en lille håndfuld nye – og yngre –
spillere, således at klubben stadig repræsenterer blot et minimum af
lungekapacitet og imod alle odds hele tiden opererer med et decideret
seniorhold, der huserer i oldboysrækkerne og et ungdomshold, der
skiftevis spiller i Serie 5 eller 6, dog med en enkelt afstikker til
serie 4. I daglig tale, og for hierarkiets skyld, omtales de to hhv som
1. holdet og 2. holdet.
Den sportslige og ledelsesmæssige udvikling
For historiske feinschmeckere kan det oplyses, at
FAML først deltog i DBU-turneringen fra 1975. Faktisk havde man
tilmeldt sig for sent til Serie 6 turneringen i 1975, selvom der havde
været rigelig tid til det. En virkelighedsnær hypotese kan her være, at
der var blevet snakket lidt for meget og for længe og derfor handlet
for sent. FAML fik kun adgang til den legendariske kreds 159 i Serie 6,
fordi Skovbakken 2 og VRI 2 måtte trække sig, hvorved der blev plads
til det for sent tilmeldte FA 74.
Til historiebøgerne kan endvidere oplyses, at FAML’s første
turneringsplanlagte ”kamp”, dateret den 31. marts 1975, blev vundet…
uden kamp, da modstanderen klogeligt udeblev. Den reelle debut blev i
stedet den 6. april 1975, da FAML på et underlag, der ikke passede til
det teknisk højt anlagte spil og med en udpræget udebanedommer, måtte
forlade hjemmebanen med et – stik imod spil og chancer og ufortjent –
nederlag til Rosenhøj på 3-5. Siden blev der taget revanche og FAML
rykkede straks i den første sæson op i Serie 5.
Siden fik FAML karakter af lidt af en elevatorklub, dog med et
foreløbigt – og ubegribeligt højdepunkt i 2009-10 sæsonen, hvor holdet
(anført af den såkaldte Brammingebande) rykkede op i Serie 4, for dog
omgående at rykke ud igen:
1975 Serie 6
1976-84 Serie 5
1985-87 Serie 6
1988-90 Serie 5
1991-94 Serie 6
1995-98 Serie 5
1999-03 Serie 6
2004-08 Serie 5
2009-10 Serie 4
2011-12 Serie 5
2013- Serie 6
Efter mange års tovtrækkeri og en manglende erkendelse af alderens
tyngde trådte FAML i 2006 ind i de voksnes rækker med oprettelsen af et
+35 oldboys-hold. Dette hold blev omgående en succes og tiltrak, det
øjeblik nyheden slap ud, en hel del rødt vraggods fra diverse andre
mere eller mindre selvopløste kommunistklubber. Efter en årrække med
hæderlige resultater men med et svigtende løbepensum overgik holdet i
2011 til +40. Gennemsnitsalderen er stærkt stigende, så en opgradering
til +45 er inden for rækkevidde.
FAML har tradition for at blive ledet af karismatiske formænd, store og
markante personligheder, der håndhæver klubbens historie og traditioner
på bedste kammeratlig vis. Klubbens egne historiske arkivalier er – i
øvrigt sammen med et foruroligende stort antal regnskabsbilag – gået
tabt.
Efter en ihærdig arkæologisk research er det imidlertid lykkedes
at rekonstruere stjernerækken af formænd:
1975-76 Asger Uhd Jepsen
1977-80 Per Jauert
1981-82 Jan Graulund
1983-85 Johannes Andersen
1986 Peter Sørensen
1987-88 Jens Sørensen
1989 Kent Haderslev
1990 Michael Jensen
1991 Claus B. Jeppesen
1992 Lasse Mønster
1993-94 Ib Jørgensen
1995-96 Henrik Ochsner
1997-98 Ove Wiborg
1999-01 Niels Chr.Sidenius
2002-08 Thomas Holme Hansen
2009- Bertil Mahs
Udover den siddende formand er kun Ove Wiborg og Henrik Ochsner fortsat
aktive spillere i klubben. Jan Graulund er på livstid – selvudnævnt –
æres-præsident i klubben. Derudover er der kåret følgende
æresmedlemmer: Niels Chr. Sidenius (2002), Jan Kjeldsmark (2008) og
Henrik Ochsner (2013).
Af skelsættende begivenheder, der stadig påvirker dagligdagen i FAML,
bør det nævnes, at klubben meget tidligt var med på noderne. Således
blev det allerede i 1999 besluttet, at e-mail kunne anerkendes som
kommunikations-middel. I 2001 viste FAML igen vejen med sit altid
seriøse fokus på spilmæssig og kammeratlig udvikling, da den første
Træningslejr blev afholdt – naturligvis i den weekend, der ligger
tættest på Kvindernes Internationale Kampdag. Sportsligt skal især
fremhæves to begivenheder: Den tidligere omtale mirakeloprykning til
Serie 4 i 2008-09 sæsonen, samt da FAML modtog sin hidtil eneste pokal
(ganske vist i form af en flot plakat), da oldboys-holdet i 2009-10
sæsonens sidste spillerunde erobrede førstepladsen i række 35+. Endnu
et spektakulært højdepunkt blev nået, da FAML erobrede såvel
tv-skærmene i prime-time som spalteplads i diverse toneangivende
medier, da det i 2013 lykkedes at designe vindertrøjerne i en større,
landsdækkende konkurrence.
FAML i dag
I dag er klubbens ideologiske profil, som antydet, falmet en kende.
Ikke i retorik¬ken naturligvis, men i den levede praksis. Det må med
skam bekendes, at det samfundsmæssige og ideologiske engagement blandt
klubbens med-lemmer ligger i underkanten af det ønskede – og
foreskrevne. Den ideologiske kampplads og tilhørende barrikader er
erstattet af parcelhus, kernefamilie, lørdagsshopping med fruen og
ligusterhække. Den revolutionære glød opleves nu kun i højlydte
diskussioner i forbindelse med generelforsamlinger, træningslejre mv.
FAML fremstår dog ved 40 års jubilæet stærkere end nogensinde; en klub
med mere end 50 aktive og engagerede medlemmer søger i dag at finde
balancen mellem idemæssig kontinuitet og udvikling i spillet på banen.
FAML er i dag en særdeles veldrevet klub med et meget betydeligt
potentiale og en stor fremtid.
På trods af den borgerlige presses vedholdende løgnagtige påstande om
andet, er det fortsat en kendsgerning, at FAML er Århus’ billigste klub
med et årligt medlemskontingent på kr. 600,- inkl. moms. Et princip,
der stædigt fastholdes for at sikre den århusianske underklasse
økonomisk mulighed for at praktisere den sport, der er født af – og
trods alt stadig bæres af – arbejderklassen.
Det er en selvfølgelighed, at klubben helt principielt afstår fra at
indgå de ellers givtige reklameaftaler, som alverdens fraktioner fra
kapitalen med jævne mellemrum tilbyder. Som kuriosum kan nævnes, at der
så sent som i 2008 var en ophedet debat med efterfølgende kampvalg på
Generalforsamlingen om reklamer på kamptrøjerne. Forslaget blev
kraftigt imødegået på rette ideologiske vis og nedstemt. Siden har en
vis grad af merchandise dog sneget sig ind. Men som klub står vi fast:
Vi siger nej-tak til kapitalens udnyttelse, hvorfor reklamer og enhver
anden form for kommercialisering af denne folkelige sport er
eftertrykkeligt bandlyst.
Klubbens identitet, sjæl og stolthed er – på trods af alt – aldeles intakt.
Efter 40 år fremstår FAML på alle fronter – undtaget den røde – som en
levedygtig social ramme for en flok glade fodboldspillere, hvor hele to
velfungerende hold uge efter uge genlyder af råb og begejstring, når de
gamle og de unge tørner sammen med andre fodboldhold i en kamp på liv
og død og vigtige point.
Klubbens medlemmer – i daglig tale kammerater – drives af lige dele
veneration for klubbens identitet og sjæl og af behovet for legitim
”mulighed for at slippe væk hjemmefra” – for en stund.
FAML – forever
|
|
|